Teoretisk grundlag

“Compassion is not a relationship between the healer and the wounded. It’s a relationship between equals. Only when we know our own darkness well can we be present with the darkness of others. Compassion becomes real when we recognize our shared humanity.” (Chödrön, 2007)

På Ruben Instituttet er grundtilgangen compassion, både som intention, livsholdning og som tilgang til møder mellem mennesker. Compassion har ikke rigtigt et dansk modstykke i begrebsverden. Det kan siges at tilnærme sig medfølelse, hvad også er væsentligt i compassion. Men medfølelse peger mod følelseslivet og da compassion omfatter så meget mere og først og fremmest er en intention, vælger vi på Ruben Instituttet at bibeholde det engelske begreb compassion, da det rummer mange flere nuancer (Lunding-Gregersen og Tingleff, 2019).

Compassion kan siges at være opmærksomhed på egen og andres reaktioner, følelser og udfordringer, med et ønske om at lindre lidelse. Det er en livsholdning der har eksisteret i flere tusind år som en filosofisk og etisk lære, der viser os, hvordan vi kan være med det, der er smertefuldt, både i vores eget og i andres liv (Hansen, 2017). Compassion har en plads i alle de store verdensreligioner og er eksempelvis en grundsten i buddhismen, hvor compassion og visdom er vejen til befrielse fra lidelse.

Når vi handler ud fra compassion som intention, reagerer vi på lidelse med forståelse, venlighed og fra et kærligt sted (Hansen, 2017). I modsætning til at ville væk fra lidelse, bortforklare den eller på anden måde flygte eller afvise den (Chödrön, 2007).

Kropsligt kan compassion mærkes som en varm, kærlig og rummelig fornemmelse, men også som en kraftfuld og energifyldt fornemmelse. Compassion er derfor både viljen til at være sammen med dig selv eller et andet menneske i det, der er lidelsesfuldt og intentionen om at ville lindre. Når du er sammen med et andet menneske der lider, så åbner dette også op for lidelsen i dig selv. Og derfor omhandler compassion også din egen evne til at rumme din lidelse, så du ikke flygter fra hverken den andens eller din egen lidelse (Jinpa, 2015).

Compassion er også et instinkt (Hansen, 2017). Det er hvad du mærker når du ser et barn græde og gerne vil lindre denne smerte. Eller når du ser krig og ødelæggelse i medierne og mærker impulsen til at ville gøre noget for at hjælpe. Eller når du instinktivt rejser dig fra dit sæde i bussen og giver det til en ældre dårligt gående mand.

I compassion er en ikke-dømmende tilgang til en selv og andre, et væsentligt aspekt (Gilbert, 2010). Når vi møder andres lidelse ikke-dømmende og åbent, så møder vi dem også med den varme, venlighed og nysgerrighed der ligger i compassion.

Som udgangspunkt har compassion i hvert fald 4 komponenter som alle kan trænes og kultiveres. Disse 4 komponenter er (Jinpa, 2015 og Hansen, 2017):

• Bevidsthed om at lidelse er til stede

Hvis vi ikke er opmærksomme og bevidste om lidelse, så kan vi slet ikke opdage det. Hverken i os selv eller andre.

• At blive bevæget af lidelse

Dette medfører at vi kan føle empati med egen og andre lidelse. Vi kan altså sætte os ind i, hvordan andre føler og oplever verden, når lidelse er til stede.

• Et ønske om at lindre lidelse

Dette ønske om vitterligt at ville lindre og afhjælpe lidelse, er væsentligt for at møde andre og ens egen lidelse.

• Afklaring af hvordan man kan hjælpe og parathed til at handle

Det at vi er parate til at handle og kan reflektere over hvordan vi kan hjælpe, gør os i stand til aktivt at deltage i lindringen af lidelse.

På Ruben Instituttet tilskriver vi os denne livsholdning og tilgang til menneskelige relationer. Både i relationen til os selv, til andre og til verden som helhed. Derfor er compassion bærende for alle aktiviteter på Ruben Instituttet, hvad end det er uddannelse, kurser eller behandlingstilbud.

Compassion som tilgang er foreneligt med de andre teoretiske tilgange der er på Ruben Instituttets uddannelse og grundholdningen ses eksempelvis også i eksistentiel terapi, i oplevelsesorienteret terapi og i neuroaffektiv personlighedsudvikling.  

Kilder:
Chödrön, Pema. The places that scare you: a guide to fearlessness in difficult times. Shambhala. 2007.  

Gilbert, Paul. Compassion Focused Therapy – distinctive features. Taylor and Francis ltd. 2010.

Hansen, Nanja Holland. Compassion – lær at rumme svære følelser. Psykiatrifonden. 2017.

Jinpa, Thupten. Et frygtløst hjerte. Mindspace. 2015.

Lunding-Gregersen, Vibeke og Tingleff, Henrik. Kort og godt om compassion. Dansk Psykologisk Forlag. 2019.

”Mødeøjeblikke skaber potentiale for udbygningen af nye former for fælles oplevelser og erfaringer og for et nyt niveau af gensidig følelsesmæssig samklang med hinanden.” (Hart, 2016).

Neuroaffektiv udviklingspsykologi er en tilgang til mennesket og menneskelig modning, der er skabt af Susan Hart og Marianne Bentzen. Tilgangen er omfattende og inddrager præfrontale processer (rationelle), limbiske processer (følelser) og autonome processer (kropslige reaktioner), samt samspil mellem disse tre og forståelse af, hvad der sker, når samspil ikke fungerer eller er reguleret (Hart 2016).

Den neuroaffektive udviklingspsykologi og de tilhørende neuroaffektive kompasser, er et vigtigt terapeutisk værktøj til at præcisere og nuancere en klients nærmeste udviklingszone (Hart 2016). Det er sig selv ikke en metode, men en særdeles grundig ramme til at udvælge relevante interventioner og til at forstå og mærke sig selv som terapeut. Neuroaffektiv udviklingspsykologi bygger bro mellem tilknytningsteori, nyere hjerneforskning, teorier om responser i det autonome nervesystem og hvordan personlighedsmodning foregår i hierarkiske igennem autonome, limbiske og præfrontale responser der påvirker hinanden. Her inddrages både tilknytningens betydning, personlighedens udvikling og nervesystemets modning i et fælles overblik og sprog. Denne forståelsesmæssige opdeling af hjernen er inspireret af Paul MacLeans model af den treenige hjerne (MacLean, 1990).

Den neuroaffektive udviklingspsykologi er baseret på at personlighedsudvikling er hierarkisk opbygget og går igennem autonom (sansninger), limbisk (emotioner) og præfrontalt (rationale) udvikling. Disse spiller sammen og påvirker hinanden og må derfor medtages i en terapeutisk proces og refleksion, for at kunne møde klienten i vedkommendes nærmeste udviklingszone.

Mødeøjeblikke er af overordentlig væsentlighed i en neuroaffektiv tilgang, da mødeøjeblikke er der hvor udviklingen sker og hvor nye mønstre kan skabes. Et mødeøjeblik er karakteriseret ved at både klient og terapeut oplever et møde – der både er autentisk, nært og udviklende (Hart 2016). Et mødeøjeblik er ikke blot at vi forstår hvad hinanden mener (om end dette også er en del af det), men at vi føler med hinanden. Altså at kunne møde klienten hvor klienten er – og at vi sammen kan mærke, at vi er fælles om det. Her er der også tale om synkronisering. Mødeøjeblikke er med til at skabe regulering både kropsligt og emotionelt.

For at skabe overblik og som et brugbart redskab, har Susan Hart og Marianne Bentzen opdelt forståelsen af personlighedsmodningen i tre kompasser (Bentzen, 2014). Disse er det autonome kompas, det limbiske kompas og det præfrontale kompas. Den neuroaffektive udviklingspsykologi og de neuroaffektive kompasser er relevante for alle livets aldre og spænder fra spædbarnet og de tidlige år (Bentzen, 2014), over teenagealderens modning og socialisering (Bentzen og Hart, 2017) til voksenlivet og alderdommens udviklingspotentialer (Bentzen og Hart, 2023).

Igennem de neuroaffektive kompasser opnår terapeuten en nuanceret mulighed for at forstå klientens udviklingszone og dermed hvilke interventioner der potentielt kunne være relevant. Samtidig åbner kompasserne for righoldig refleksion over terapeutisk arbejde, da de i den efterfølgende refleksive proces giver en ramme og struktur for hvordan vi kan forså både klientens og terapeutens reaktioner. Heri er de non-verbale faktorer i psykoterapi vigtige og der lægges vægt på kropslige og emotionelle reaktioner der kan ses hos klient og terapeut. Enhver relation og ethvert møde, er langt mere komplekst end blot det sproglige, der ellers er komplekst nok. Der er mange processer involveret der ikke er sproglige og som har betydning for relationens karakter. Derfor er disse elementer yderst relevante at have øje for i den terapeutiske relation og proces. Således må terapeuten have godt kendskab til egne responser og reaktioner både kropsligt og følelsesmæssigt, for at kunne møde klienten der hvor klienten er i sin udvikling.

Desuden lægges vægt på mentalisering, der kan defineres som at tænke og føle klart, samt evnen til at kunne sætte sig ind i andre menneskers mentale tilstande. I den neuroaffektive tilgang understreges mentaliseringens kropsfunderede base i henholdsvis sansemotorik, emotion og kognition (jf. Bentzen og Hart 2017). Mentalisering er en særdeles vigtig kompetence der kan udvikles livet igennem og som drejer som om at kunne integrere oplevelser og forstå sig selv og andre. Mentalisering er en evne der er nødvendig at udvikle og vedligeholde i rollen som terapeut.

Nervesystemets udvikles igennem mild frustration. Derfor bliver indsigt i afstemning, fejlafstemning og gen-afstemning vigtig i den terapeutiske proces, da denne udvikler og udvider klientens ressourcer og resiliens i det autonome nervesystem. Den neuroaffektive trekant består af teoretisk forståelse, selvagens og metodik. Hermed menes at terapeuten skal besidde teoretiske forståelse af klientens situation, forståelse af egen indflydelse på processen og relevante metodiske interventionsmuligheder.

Kilder:
Hart, Susan. Neuroaffektiv udviklingspsykologi 1-3. Hans Reitzels forlag. 2016.

Bentzen, Marianne. Den neuroaffektive billedbog. Hans Reitzels forlag. 2014.

Bentzen, Marianne og Hart, Susan. Den neuroaffektive billedbog 2. Hans Reitzels forlag. 2017.

Bentzen, Marianne og Hart, Susan. Den neuroaffektive billedbog 3. Hans Reitzels forlag. 2023.

MacLean, D. Paul. The triune brain in evolution: Role in paleocerebral functions. Springer. 1990.

“What is true is already so. Owning up to it doesn’t make it worse. Not being open about it doesn’t make it go away. And because it’s true, it is what is there to be interacted with. Anything untrue isn’t there to be lived. People can stand what is true, for they are already enduring it.” (Gendlin, 1981).

Den oplevelsesorienterede tilgang i psykoterapi har rødder langt tilbage i psykoterapiens historie og har udviklet sig til flere forskellige metodiske perspektiver og forståelser, herunder gestaltterapi, emotionsfokuseret terapi og fokusering, for blot at nævne nogle. Grundlæggende bygger den oplevelsesorienterede psykoterapi på Carl Rogers beskrivelse af den terapeutiske proces i den personcentrerede terapi (Rogers, 1957). Rogers definerede 6 principper for terapi, hvor af de tre er grundprincipper. Disse tre grundprincipper for den terapeutiske indstilling er autenticitet, empati og accept.

I oplevelsesorienteret psykoterapi er fokus på det nuværende og konkrete. Der arbejdes med det der sker her og nu, også imellem terapeuten og klienten. Således giver den terapeutiske relation og det terapeutiske rum en mulighed for at udforske og afprøve sider af sig selv, som der ikke normalt kommer til udtryk. Forståelsen er, at menneskets umiddelbare oplevelse af livet, sig selv og andre, ikke kun er følelser, kropslige signaler og tankemæssige refleksioner. Snarere er den umiddelbare oplevelse langt mere kompleks og indeholder alle disse, men også kompleksiteten af selve livet og de udfordringer som livet giver (Gendlin, 1973).

Psykologisk smerte og lidelsesfulde mentale tilstande forstås i oplevelsesorienteret psykoterapi som en polarisering i psykologiske processer hvor stilstand er indfundet og den mere naturlige bevægelse mellem polerne er indstillet (Kempler 1983). Derfor arbejdes der også i terapien med oplevelse af polarisering og øvelser til at fornemme bevægelse igen. Desuden arbejdes der med hvordan tanker, følelser og kropslige tilstande udspiller sig hos klienten og hvordan klienten skaber mening ud af dette.

Den oplevelsesorienterede psykoterapi bygger på den fænomenologiske metode, hvor åbenhed, imødekommenhed og empati er bærende. Desuden fungerer terapeuten ikke som ekspert på klientens liv eller følelser, men er snarere en medundersøger af det liv klienten lever og de følelser der udspringer af dette (Kempler, 1983).

Kilder:
Gendlin, Eugene T. Experiental psychotherapy. I Current pscyhotherapies. 1973.

Gendlin., Eugene T. Focusing. Bantam books. 1981.

Rogers, Carl. The Necessary and Sufficient Conditions of Therapeutic Personality Change. Journal of Consulting Psychology. 1957.

Kempler, Walter. Oplevelsesorienteret psykoterapi. Apostrof. 1996 (1983).

“…the more unlived your life, the greater your death anxiety. The more you fail to experience your life fully, the more you will fear death.” (Yalom, 2008).

“One must have at least a readiness to love the other person, broadly speaking, if one is to be able to understand him.” (May, 1958).

En grundsten i eksistentiel terapi er, at mennesket ikke kun er præget af fortiden og mønstre fra opvæksten, eller en mekanisme der kan sættes på formel (Gendlin, 1973). Mennesket er frit og kan derfor skabe og forandre sit liv her og nu. Naturligvis ikke ubegrænset men indenfor de begrænsninger ens liv har. I eksistentiel terapi ses teori og kausalitet som ikke nær nok til at indfange alt hvad et menneskes liv indbefatter af oplevelser, følelser, tanker, kropslighed og bevidsthed. Mennesket er eksistens – ikke teori eller definitioner. Derfor forstås følelser, kropslige reaktioner og tanker som umiddelbare responser på det levede liv og på det at være i live. Således er fokus mere på væren end på gøren (Spinelli, 2007). Dette betyder at løsninger, eller accept af et menneskes nuværende problemer og lidelse, ikke foregår i fortiden eller kun inde i den enkelte, men i relationen til ens selv, til andre og til verden. Dette kan der dannes grobund for ved at leve med åbenhed overfor valg, frihed og meningsskabelse – og ved at turde møde den eksistentielle angst (Hansen, 2009 og Spinelli, 2007). Mennesket er ikke det symptom der viser sig eller en diagnose, men snarere den helhed som vedkommendes eksistens byder på (jf. May 1958).

Den eksistentielle terapi arbejder med eksistentielle temaer, der vil vise sig for os alle sammen i løbet af livet. Disse er udformet forskelligt hos forskellige eksistentielle teoretikere. Hos Irvin Yalom ses isolation, frihed, døden og meningsløshed som de fire ultimative anliggender (Yalom, 1980). Hos Ernesto Spinelli er det uvished, eksistentiel angst og indbyrdes forbundethed, der er de eksistentielle temaer (Spinelli, 2007). Man kan sige, at disse nedslag på en måde forsøger at indfange netop det, der er den eksistentielle terapis omdrejningspunkt; at nærmere sig eksistensen, tage den på sig og udleve ens væren. Derfor arbejdes der i eksistentiel terapi med totaliteten af et menneskes liv, i den udstrækning dette kan lade sig gøre. Med den forståelse at vi alle er forbundne og at vi er forbundet til verdenen som sådan (Spinelli, 2007). Når vi uløseligt er forbundet til hinanden, til sociale kontekster og til verden, så må disse også inddrages i den terapeutiske proces, for at være så tro mod den menneskelig oplevelse som muligt (Cooper, 2003).

I den terapeutiske proces ud fra et eksistentielt ståsted, fokuseres der på livets dilemmaer og hvordan man kan komme til rette med dem, uden at blive polariseret eller lukket i sin verdensoplevelse (van Deurzen, 1988 og Jacobsen 2009). Dette gøres blandt andet ved at overveje, undersøge, konfrontere, afklare og føle ind i, hvordan ens liv udfolder sig (Spinelli, 2005). For at kunne møde klienten hvor klienten er og søge værens udfoldelse, stiller den eksistentielle terapeut sig kritisk overfor gentaget teknik, metodik eller tvangspræget teoretisk forståelse. Derimod søges det at møde klienten så åbent som muligt, uden den teoretiske forforståelse som en psykologisk teori også er (van Deurzen og Adams, 2011).  Dialogen mellem terapeut og klient må altså være så åben som muligt og uden terapeutens ekspertlignende psykologiske forklaringer, med forståelse af, at konklusioner altid er åbne og kan være genstand for potentiel forandring (Adams, 2019 og Hansen, 2009). Dette kræver at den eksistentielle terapeut hviler i sig selv, er relativt afklaret med eget livssyn og formår at forblive i åbenhed. Derfor kan man sige, at den eksistentielle terapeut må kunne skabe en ny terapi til hver ny klient (Yalom, 2003).

Eksistentiel terapi bygger endvidere på den fænomenologiske metode som beskrevet af Edmund Husserl og Martin Heidegger. Denne er operationaliseret ind i den terapeutiske proces af blandt andre Ernesto Spinelli (Spinelli, 2007) og Emmy van Deurzen (van Deurzen, 1988). Ved den fænomenologiske metode parkeres vanetænkning, teoretisk og psykologisk klassificering undgås og klienten mødes så direkte som muligt (Jacobsen, 2009 og Cohn, 1997).

Kilder:
Adams, Martin (van Deurzen red.). The Wiley world handbook of existential therapy. John Wiley and sons Ltd. 2019.

Cooper, Mick. Eksistentielle terapier. Dansk Psykologisk forlag. 2011 (2003).

Cohn, Hahn W. Existential thought and therapeutic practice – An introduction to existential psychotherapy. Sage. 1997.

Hansen, Karsten Borg. Den ligeværdige dialog. Dansk Psykologisk Forlag. 2009.

Jacobsen, Bo. Livets dilemmaer. Hans Reitzels forlag. 2009.

May, Rollo. Eksistentiel psykologi. Gyldendals uglebøger. 1971 (1958).

May, Rollo. Existence: A new dimension in psychiatry and psychology. Simon and Schuster. 1958.

Spinelli, Ernesto. Eksistentiel psykoterapi i praksis. Hans Reitzels forlag. 2008 (2007).

Spinelli, Ernesto. The interpreted world – an introduction to phenomenological psychology. Sage. 2005.

Van Deurzen, Emmy og Adams, Martin. Eksistentiel terapi – en introduktion. Hans Reitzels forlag. 2012 (2011).

Yalom, Irvin D. Terapiens Essens. Hans Reitzels forlag. 2003 (2002).

Yalom, Irvin D. Eksistentiel psykoterapi. Hans Reitzels forlag. 1998 (1980).

Yalom, Irvin D. Starring at the sun – overcoming the terror of death. Jossey-Bass. 2008.

“Emotion also influences thought. When people feel angry, they think angry thoughts; when they are sad, they recall sad memories. To help people change what they think, therapists must help them change what they feel.”
(Greenberg, 2017).

I EFT ses følelser som helt centrale i menneskets liv. Der lægges vægt på forståelse af, bevidsthed om og accept af følelser. At vores emotioner er vigtige informationskilder og hele tider fortæller os om vores behov, værdier, mål og ståsted i livet. I det teoretiske grundlag for EFT spiller emotioner en afgørende rolle i forståelse af, hvordan vi mennesker konstruerer og agerer i vores virkelighed (Greenberg, 2017). Da emotioner således er vores grundlæggende navigation i livet og den måde vi orienterer os på, er de også potentielt grundlaget for psykiske udfordringer (Bagge, 2018). EFT trækker tråde tilbage til personcentreret terapi, fokusering og gestaltterapi, men der er også elementer af narrativ terapi og eksistentiel terapi.  EFT er baseret på over 40 års forskning i psykoterapi (Greenberg, 2017) og er en evidensbaseret psykoterapeutisk tilgang.

I det terapeutiske arbejde med følelser i EFT fokuseres på følelsernes udtryk, budskab og intensitet. Igennem følelserne lærer vi vores behov at kende og hvilke værdier vi kan rette vores liv efter. På en måde er følelser den primære kilde til motivation og til regulering af vores organisme (Greenberg og Goldman, 2019). En grundpræmis er at vi ikke kan forlade et sted, før vi har været der. Forstået således at vi må mærke og sanse vores følelser, før vi kan forandre dem. Det er igennem den følelsesmæssige og kropslige erfaring at vores tankemæssige perspektiver ændres (Greenberg, 2017). Dermed er en anden grundpræmis, at følelser ændres med følelser. Forstået således, at for at ændre en følelsesmæssig tilstand må denne mærkes og forandres igennem andre følelsesmæssige oplevelser.  

Igennem opvæksten har de fleste af os lært at undertrykke nogle følelser og at nogle følelser er mere tilladte end andre. Måske har man endda lært at undlade at mærke følelser i det hele taget og forsøge at skubbe dem væk. I EFT arbejdes med disse undertrykte følelser, så følelserne kan forløses og de bagvedliggende behov blive klare. De følelsesmæssige mønstre kan enten være adaptive eller maladaptive og igennem den terapeutiske proces arbejdes med at ændre maladaptive mønstre til mere adaptive. Ligeledes forstås følelser som enten primære eller sekundære, hvor sekundære dækker over de primære og er mere indlærte. Ved at erfare, mærke og sanse de primære følelser opnås større adgang til egen handlekraft og agens (Bagge, 2018).

Udgangspunktet i den terapeutiske relation i EFT er at skabe et trygt rum mellem terapeut og klient. En relation og et rum der er kendetegnet ved nærvær, empati og autenticitet. Man kan sige at terapien udspiller sig i et ocean af empati og nærvær, men øer af terapeutiske interventioner. Ved at følge klientens proces fra øjeblik til øjeblik og være opmærksom på følelsesmæssige udtryk, skabes grundlaget for at kunne arbejde dybere ind i klientens følelsesliv. Eksempelvis kan der arbejdes med stoleøvelser, hvor klienten tager kontakt til sit indre følelsesliv ved at udspille de forskellige dele i dialog udspillet i forskellige stole. Her kan der arbejdes med den indre kritiske stemme, uforløste relationer, skam, uklare fornemmelser og andre lignende problemstillinger der står i vejen for at følelseslivet udfolder sig mere frit.

Netop det at bringe fokus til følelseslivet er grundlæggende i EFT. Blot ved at få kontakt til og udtrykke følelseslivet, oplever de fleste en lettelse og bedring. I EFT arbejdes der yderligere med at skabe mening i følelseslivet, så følelserne integreres og bliver vejledende retninger i livet. Men følelserne må netop mærkes og udleves, før der kan skabes mening med dem. Derfor veksles der i EFT mellem at sanse og mærke og italesætte og reflektere (Gendlin, 1981).

EFT er gavnligt i almen terapi og almene menneskelige udfordringer og har desuden vist sig virksomt for tilstande som angst, depression, parforholdsproblematikker og traumer (Greenberg, 2017).

Kilder:
Bagge, Niels. Emotionsfokuseret terapi (EFT). Dansk Psykologforening. Psykologi og viden. 2018.

Gendlin., Eugene T. Focusing. Bantam books. 1981.

Greenberg, Leslie. Emotion-Focused Therapy. American Psycological Association. 2017.

Greenberg, Leslie og Goldman, Rhonda. Clinical Handbook of Emotion-Focused Therapy. American Psycological Association. 2019.

“A felt sense is not a mental experience but a physical one. Physical. A bodily awareness of a situation or person or event. An internal aura that encompasses everything you feel and know about a given subject at a given time—encompasses it and communicates it to you all at once, rather than detail by detail.” (Gendlin, 1978)

Fokusering (Inner Relationship Focusing)er en oplevelsesorienteret og kropsligt forankret proces, der skaber nuanceret refleksion og i høj grad omhandler kroppens og følelsernes budskab. Igennem fokusering bliver din opmærksomhed skærpet og åbnet for flere og dybere lag af din eksistens og hvad dit liv indebærer. Fokusering kan defineres som en kropsorienteret proces med opmærksomhed og følelsesmæssig heling (Cornell, 2002). Fokusering omhandler et specielt ”fokus” (heraf navnet) i at blive opmærksom på og være med, det der endnu ikke står klart frem i bevidstheden, men som viser sig i kroppen og følelserne og som har implicit betydning for hvordan du reagerer og interagerer med dig selv, andre og med verden (Gendlin, 1981). Denne uklare fornemmelse kaldes i fokusering for ”felt sense”. Felt sense er altså den uklare, pre-verbale fornemmelse af ”noget” i kroppen. Ved at fokusere på felt sense, åbnes op til dybere afklaring og større indsigt i kroppen og følelsernes budskab. Dermed er fokusering en kropscentreret tilgang, der leder dig til den visdom som din organisme allerede indeholder.

Fokusering blev opdaget og beskrevet af Eugene Gendlin i 1960’erne og han har beskrevet 6 trin for fokusering, som understøtter den levende og processuelle tilgang til oplevelsen af det indre liv. De 6 trin skal dog ikke forstås som en fastlagt struktur der skal følges, da fokusering snarere omhandler at følge den organiske proces hos klienten (Cornell, 2005). Fokusering har en vis samklang med mindfulness meditation, da ikke-dømmende tilgang, her-og-nu tilstand og langsommelighed, er kendetegnet for begge.  Fokusering adskiller sig dog fra mindfulness, da der her inddrages mere sprog og i at den kropslige fokusering skaber rum til at meningsskabelse kan sprogliggøres. Dermed er fokusering også en proces hvor kroppen og følelsernes signaler igennem sproget forbindes igen i bevidstheden. Således er fokusering også en tilgang der integrerer krop, emotioner og refleksion.

Igennem felt sense sætter man ord på hvad der sker i en selv og på fornemmelser i kroppen. Dette skaber klarhed og man kan indgå i en dybere dialog med sig selv. I dette er accept, nærvær og ikke-dømmende tilgang væsentlig, da de skaber grundlaget for et kærligt møde med tilstande i en selv.

I en terapeutisk proces understøtter fokusering de vigtige oplevelsesprocesser klienten gennemgår, hvad end disse er klare, intense og overvældende eller vage og uklare. Fokusering skaber en tryg, åben og tillidsfuld terapeutisk relation og dyb nysgerrighed ind i det terapeutiske rum – ikke mindst på kropslige tilstande og reaktioner. Karakteristisk for fokusering er langsommelighed i processen der fordyber og nuancer den levede oplevelse her og nu. Langsommeligheden hjælper i processen med at dvæle ved oplevelsen af de endnu ikke sprogliggjorte erkendelser i kroppen, så disse kan give nye perspektiver og indsigter på det levede liv. Dermed er fokusering en vigtig tilgang i terapi, da processen medvirker til at klienten frigør og nysgerrigt undersøger tilstande i sig selv. Samtidig giver metoden terapeuten mulighed for større selv-omsorg, bedre indsigt i sig selv i relationen til klienten og opmærksomhed på at støtte klienten i at holde pauser og forholde sig til sig selv på en meningsfuld måde.

Kilder:
Cornell, Ann Weiser. The radical acceptance of everything: living a focusing life. Calluna Press. 2005.

Cornell, Ann Weiser. The power of focusing: A practical guide to emotional self-healing. New Harbinger Publications. 2002.

Gendlin., Eugene T. Focusing. Bantam books. 1981.

”Enhver, der føler oprigtig taknemmelighed, siger bekræftende: ”Du giver uden hensyn til, om jeg kan betale dig tilbage eller ikke, og jeg tager imod din gave med kærlighed.” Enhver, der accepterer denne form for taknemmelighed, bekræfter den: ”Din kærlighed og anerkendelse af min gave har større værdi for mig, end noget andet du kunne give.” Med vores taknemmelighed bekræfter vi ikke kun det, vi giver hinanden, men også det, vi er for hinanden” (Hellinger, 2005)  

Ofte anskues symptomer, sygdomme eller ulykker, som knyttet til eller tilhørende det enkelte individ. Men hvad nu hvis det enkelte individ i virkeligheden indgår i et langt større system? Og det enkelte symptom hører til i en langt større kontekst? Hvad nu hvis symptomet reelt er ”udligningen” af en ubalance, et helt andet sted i det langt større system, som vi endnu ikke har zoomet ud og fået øje på endnu?

Den systemiske tilgang sætter os i stand til at forstå og møde systemer, som en levende organisme, der har brug for at være hel for at fungere. En familie, en klasse, en virksomhed eller en gruppe af kolleger – kan hver især betragtes som et sammenhængende system. Ubalancer mellem to medlemmer påvirker hele systemet. Samtidig er hver enkelt person en del af det store system og derfor underlagt systemets regler og love. Systemisk opstilling er nænsom og effektiv måde til at få indblik i årsagen til handle­mønstre og til at skabe vedvarende forandringer både i dit eget og i dine klienters liv.

Systemisk opstilling er en fænomenologisk og oplevelsesorienteret tilgang, der kan anvendes både individuelt og i grupper. Systemisk opstilling, familieopstilling, eller helt enkelt opstilling er alle ord, der beskriver den samme metode, som er udviklet af den tyske pioner, Bert Hellinger.

Alle bliver på godt og ondt præget af den familie, de er vokset op i. Ud af loyalitet og kærlighed bærer man ofte på ubevidste traumer og destruktive mønstre, der kan stamme helt tilbage fra tidligere generationer. I vores dagligdag kan de komme til udtryk som indre konflikter, uhensigtsmæssige adfærd, komplicerede relationer til andre, udfordringer eller blokeringer.

Systemisk opstilling giver en mulighed for at få klientens familie “stillet op”, så vedkommende kan se sin familiedynamik udefra. Menneskelige relationer er formet og styret af skjulte strukturer og gennem en opstilling bliver bestemte mønstre eller dynamikker mellem forskellige familie­medlemmer tydelige. På den måde bringes den indre ubevidste oplevelse af fortiden frem i bevidst hukommelse. Klienten får således et klart billede af de mønstre og forviklinger, der er i spil. Man får syn for hvad der gemmer sig på det ubevidste plan og kan se ind i de mønstre der har præget opvæksten. Det bliver tydeligt hvad har man har med fra sin familie og fra generationer bag sig, hvilket kan give en større forståelse for hvorfor man er, som man er og reagerer, som man gør. De temaer der bliver kastet lys over, får man altså nu mulighed for at arbejde med.  

Den person, der får sin familie stillet op, kaldes fokuspersonen i opstillingen. Han eller hun bidrager med et konkret tema, som der ønskes større klarhed omkring. Den systemiske opstilling ledes af en uddannet facilitator, som skaber klarhed over centrale emner, såsom livets vanskeligheder, ønskede forandringer, samt hvad der ønskes ændret gennem et forløb med systemisk opstilling. Facilitatoren er uddannet til at håndtere og aflæse dynamikker for skabe konstruktive processer.

Selvom man ønsker at få indsigt i familiedynamikker, behøver man ikke medbringe sin familie. I en opstilling kan der arbejdes med familiens dynamikker sammen med andre deltagere, der bruges som repræsentanter for familien­. På den måde undersøges problemstillinger i et familiesystem, selvom fokuspersonen er det eneste familie­medlem, der er til stede. 

Systemisk opstilling giver psykoterapeutstuderende mulighed for at få en dybere forståelse af eget familiesystem og de usynlige dynamikker og loyaliteter, der kan være styrende. Samtidig opnås et kendskab til den opstillingssystemiske tankegang og til metoden der også i arbejdet med individuelle klienter bidrager med mange effektive og nænsomme redskaber til det terapeutiske arbejde.

Kilder:
Hellinger, Bert. Kærlighedens skjulte symmetri. Borgen. 2005.

Ulsamer, Berthold. The Healing Power of the Past. Underwood Books. 2005.

Franke, Ursula. In My Mind’s Eye. Carl Auer. 2003.

Hausner, Stephan. Even if it Costs Me My Life. GestaltPress. 2011.

Fischer, Doris. Forviklinger. Forlaget Familieopstiller. 2011.

Wolynn, Mark. It Didn’t Start With You. Penguin Books. 2016.

“Posture is perception, posture is our story. Body usage – good or bad – has a direct impact on how our inner world of communication (nervous system) works and is also a representation of mood, feelings and personality. The wonderful connective web – our fascia – inverts and supports all of this.” (Bond, 2007)

“Micro-movements become a magnified way to maintain proprioception and consciousness, since lack of movement will erase our capacity to feel where we are in space – and further erase body identity.” (Conrad, 2007)

“Embodied cognition is the philosophical belief that human thinking is shaped by aspects of the body beyond the perception or independence of the brain.” (Lesondak, 2023) 

Fascial Flow® er en fænomenologisk og oplevelsesorienteret bevægelsesform, der er udviklet af den danske pioner, Jeanne Jensen. Fascial Flow bygger på en fusion af forskellige bevægelses- og terapimetoder, herunder Rolf Movement (Hubert Godard), Continuum (Emilie Conrad) samt Body-Mind-Centering (Bonnie Bainbridge), hvor inddragelse af bindevæv, væskeflow og kropssansning er en central komponent for fysisk, psykisk samt mental udvikling og forandring. 

Fascial Flow giver psykoterapeutstuderende mulighed for at udvikle en dybere forståelse af den kropslige dimension af menneskelige tilstande, og forbedrer evnen til kropslig selvregulering og co-regulering i arbejdet med klienter. Det dybe relationelle arbejde med mennesker fordrer først og fremmest kendskab til vores egen krops historie samt bevidsthed om tilstande og prægninger i vores eget nervesystem. Undervisningen er derfor primært sanse- og oplevelsesorienteret og gennemføres i grupper, så bevægelserne erfares fra et oplevet sted bevidnet af andre. 

Fascial Flow udforsker, integrerer og skaber sansemæssig forståelse af de relationelle tilstande kroppen bærer i sig, og øger den kropslige bevidsthed om erfaringer og nutidig respons, som lever mere eller mindre ubevidst i os. Bevægelsesformen kommunikerer med det autonome nervesystem gennem stimulering af bindevævet og vores tre primære sanser; den proprioceptive sans (muskel/ledstilling), den taktile sans (berøring) og den vestibulære sans (balance) – og fremmer kroppens indre følesans, kaldet interoception. 

Tilgangen inviterer til meditative og oprindelige bevægelser, der følger kroppens eget tempo gennem et afventende og tilladende sprog. Dette fremmer muligheden for nænsom indre fordybelse uden præstation, som lader kroppen åbne sig uden pres. Herved skabes mulighed for regulering af kropslige reaktionsmønstre, som skaber bæredygtig forandring og retter kropsholdningen op. Fascial Flow kan opleves at have terapeutisk effekt, da det skaber et trygt system for kroppen og nervesystemet at regulere sig i.

Vores kroppe formes af følelseslivet, tidlige erfaringer og oplevelser af at være i verden. Kroppens holdning og vævets strukturer afspejler, hvorvidt de impulser vi har haft, til at række ud og til udvide os, har fået lov at løbe – eller om de i stedet er blevet tilbageholdte, begrænsede og slukkede. Kroppen afspejler om der overordnet har været, eller er, flest prægninger af sympatisk orientering (mobilisering/kamp/flugt), tryg parasympatisk orientering (socialt engagement/ventral vagusaktivitet) eller utryg parasympatisk orientering (immobilisering/dorsal vagusaktivitet) i mødet med verden (Porges, 2023).   

Kroppens bindevæv (her specifikt fasciesystemet) fungerer som en central adgangsport til at forstå oplevede tilstande, da bindevævet er kroppens største sanseorgan. Det favner og kommunikerer med næsten alle andre aspekter af kroppen, herunder det autonome nervesystem, og er rigt på sympatiske nerveender. Bindevævet påvirkes af stressfulde tilstande, der forandrer dets struktur og evne til resiliens (fleksibel udvidelses- og sammentrækningsevne som respons på indre og ydre krav til forandring) (Schleip et al., 2021). 

Fasciesystemet indeholder et netværk af interoceptive sanseceller, der er specialiserede i at opfange og overføre information om kroppens indre tilstand. Interoception hjælper os med at forstå aspekter som sult, tørst, træthed, smerte og følelsesmæssige tilstande, og kan defineres som den sans, der i ethvert givent øjeblik gør det muligt at besvare spørgsmålet: “Hvordan har jeg det?” Den interoceptive sans er selve grundlaget for selvstændig selvregulering, og giver os evnen til at modtage, vurdere og respondere på signaler fra kroppen Bindevævet er dermed ikke blot en mekanisk struktur i kroppen, men et dynamisk, sansende og hukommelsesbærende væv (Lesondak, 2023). 

Kilder:
Bond, Mary. The new rules of posture – how to sit, stand and move in the modern world. Healing Arts press. 2007.

Conrad, Emilie. Life on land – the story of continuum, the world-renowned self-discovery and movement method. North atlantic books. 2007.

Guimberteau. Jean-Claude, Armstrong. Colin Architecture of Human Living. Handspring. 2019.

Lesondak, David. Fascia – What it is and why it matters. Handspring publishing. 2023.

Porges, Stephen og Porges, Seth. Our polyvagal world: How safety and trauma changes us. W.W. Norton & Company. 2023.

Weeke, Ulla Rung. At danse med nervesystemet. Skriveforlaget. 2018

At kunne reflektere og forholde sig til sin egen rolle som psykoterapeut og til psykoterapien som sådan er væsentligt for, at udvikle håndværket og for at repræsentere faget som helhed. At kunne inddrage forskningsmetoder og forskningsrettet refleksion understøtter dette.

At kunne forske i sit felt, forske i egen praksis, og kunne forholde sig til forskning, er desuden et krav for at leve op til niveau 7 i rammen for livslang læring. Da psykoterapeutuddannelser i Dansk Psykoterapeutforening på sigt skal leve op til dette (læs mere her), så indeholder uddannelsen på Ruben Instituttet naturligvis disse aspekter.

Det betyder ikke, at alle studerende skal være forskere i fremtiden, men det betyder, at alle studerende skal kunne forholde sig til egen praksis, forske i egen praksis og reflektere selvstændigt og kritisk over psykoterapeutiske metoder og interventioner. Konkret i uddannelsen bliver disse tilgange langsomt introduceret og vil danne baggrund for den videnskabelige del af den afsluttende eksamens opgave.

Undervisning i forskningsmetoder i psykoterapi varetages af et fakultet ansat at Dansk Psykoterapeutforening og foregår som onlineundervisning. Du kan læse mere om undervisningen og indhold på Dansk Psykoterapeutforenings hjemmeside her.

Undervisningen foregår over 5 moduler af 10 timer hver. Der undervises i:

Modul 1 – Introduktion til forskningsprincipper og perspektiver
Målet med dette modul er at give studerende en tilgængelig introduktion til basale forskningsprincipper og videnskabsteoretiske perspektiver samt relatere disse til diskussioner inden for forskningsmetodologi i en psykoterapeutisk kontekst. I forlængelse af Ken Wilbers kvadrantmodel præsenterer modulet forskellige videnskabelige perspektiver på den psykoterapeutiske praksis. Den studerende lærer om grundlæggende filosofiske antagelser knyttet til de forskellige videnskabsteoretiske perspektiver, herunder de forskellige teorifunktioner og kriterier for videnskabelighed, der er indeholdt i disse perspektiver. Desuden bliver den studerende fortrolig med nøglebegreber, der underbygger forskning i psykoterapi, og som sætter den studerende i stand til kritisk læsning af forskningsartikler og som forbereder dem til at planlægge deres egen forskningsaktiviteter.

Modul 2 – Aktionsforskning og forskningsmetoder i praksis
Målet med dette modul er at give de studerende en grundlæggende forståelse af aktionsforskning i psykoterapi sammenhæng. Eleverne introduceres til den historiske tradition for aktionsforskning og dens grundlæggende metodiske tilgang. Studerende undersøger også muligheden for at bruge aktionsforskning i forbindelse med psykoterapi og de etiske implikationer heraf. De arbejder konkret med praktiske eksempler på de præsenterede metoder og undersøger, hvordan de kan anvende dem i deres egen praksis. Målet er at sætte studerende i stand til at udvikle forskningskompetencer som grundlag for (i) kritisk at vurdere aktionsforskning i psykoterapi og (ii) udvikle deres originale tænkning og forskning i deres sidste års opgave.

Modul 3 – Fænomenologi og førstepersons forskningsmetoder
Målet med dette modul er at introducere de studerende til teori og praksis for fænomenologiske og førstepersonsforskningsmetoder i psykoterapisammenhæng. Studerende lærer om fænomenologi som en historisk bevægelse og filosofisk holdning, og hvordan den har påvirket og informeret kvalitativ forskning. Studerende udforsker også eksempler på eksisterende fænomenologisk forskning i psykoterapi og lærer om forskellige metodiske tilgange til at udføre fænomenologisk forskning i praksis, som grundlag for: (i) kritisk at vurdere fænomenologisk forskning i sammenhæng med psykoterapi og (ii) udvikle deres originale tænkning og forskning i deres sidste års opgave.

Modul 4 – Introduktion til blandede metoder og kvantitativ forskning i psykoterapi
Målet med dette modul er at introducere de studerende til det specialiserede område af blandet metodeforskning i psykoterapi. Studerende lærer om det blandede metodeperspektiv i samfundsvidenskabelig forskning mere bredt og nogle af de centrale debatter og problemstillinger på området, der former forskningspraksis, herunder etik. Målet er at sætte studerende i stand til at udvikle forskningskompetencer som grundlag for (i) kritisk at vurdere eksisterende blandet metodeforskning i psykoterapi og (ii) udvikle deres originale tænkning og forskning i deres sidste års opgave.

Modul 5 – Forskning i egen praksis
Målet med dette modul er at give de studerende viden og færdigheder til at integrere forskning i deres egen praksis som psykoterapeuter og livslange lærende. I centrum af modulet er et praksisorienteret engagement med indholdet af modul 1, 2, 3 og 4. Ved hjælp af casestudier, mentorordninger i mindre grupper og egne erfaringer udforsker de studerende, hvilke former for metodiske og etiske udfordringer, der opstår, når en forskningsbaseret tilgang til psykoterapeutisk praksis. Studerende anvender og uddyber deres læring i design, planlægning og udførelse af deres sidste års projekt og afhandling. Målet er at sætte studerende i stand til at (i) kritisk vurdere forskningens rolle i deres egen praksis og (ii) udvikle deres originale tænkning og forskning i deres sidste års opgave.