Fokusering
Kursus om Fokusering
Eugene Gendlin, filosof og psykoterapeut, peger på, at vores følelser er lidt som levende væsener. De responderer på den måde, vi relaterer til dem. De åbner sig og viser mere af sig selv, når de føler sig hørt og lyttet til – og lukker ned, hvis de mødes af forudfattede idéer om, hvorfor vi føler, som vi gør.
I dette fordybelsesforløb vil vi over fem måneder udforske, hvordan Fokusering kan hjælpe os til at afkode kropsfornemmelser, vi endnu ikke forstår og give plads til kroppens implicitte viden. Fokusering starter, når vi tillader en mere åben og lyttende opmærksomhed og giver plads til at dvæle ved subtile fornemmelser i kroppen. Ved at arbejde med at skabe en levende relation til “følte fornemmelser”, kan vi opdage, at de ofte rummer en dybere betydning. Når vi slipper hurtigheden og lytter, kan vi begynde at afkode det, vi sanser, men endnu ikke har ord for.
I forløbet vil vi udforske:
- Hvad er en følt fornemmelse, og hvordan du genkender den
- Hvordan du lytter til dig selv og andre på en dybere måde – med kroppen
- Hvordan du skaber en relation til uklare fornemmelser, så de begynder at åbne sig
- At få adgang til kroppens implicitte viden, når du sidder med et tema eller en problemstilling
- Indgangsvinkler til, hvordan du kommer videre, hvis noget føles låst eller uforløst
- Clearing a space – hvad du kan gøre, når du er overvældet og ikke kan mærke dig selv
Forløbet veksler mellem guidede udforskninger i gruppen, øvelser i mindre grupper og nænsomt kropsarbejde, som hjælper til at forankre nye oplevelser og erkendelser. Forløbet virker understøttende for dit eksisterende arbejde – fx som terapeut, mindfulness-lærer eller kropsbehandler. Ved at lære at lytte mere til dine egne fornemmelser i mødet med andre kan du styrke både relationen og forandringspotentialet i dit arbejde.
Fokusering er udviklet af Eugene Gendlin, der var optaget af den rolle kropslig implicit viden spiller i forandringsprocesser. Han arbejdede tæt sammen med den amerikanske psykolog Carl Rogers og i forskningssamarbejde fandt de, at mennesker, der kunne etablere kontakt med følte fornemmelser oplevede dybere og mere varige forandringer i deres liv.
Datoer
Weekendseminar 1
Fredag den 20. november 2026 kl. 10-17:30 og lørdag den 21. november 2026 kl. 10-16.
Fordybelsesaften (online)
Onsdag den 9. december 2026 kl. 18:00 til 21:00.
Weekendseminar 2
Fredag den 29. januar 2027 kl. 10-17:30 og lørdag den 30. januar 2027 kl. 10-16.
Fordybelsesaften (online)
Onsdag den 17. februar 2027 kl. 18:00 til 21:00.
Weekendseminar 3
Fredag den 2. april 2027 kl. 10-17:30 og lørdag den 3. april 2027 kl. 10-16.
Ved fuld deltagelse udstedes et kursusbevis.
Praktisk
Undervisere
David Lauritsen
David er autoriseret psykolog fra Aarhus Universitet (2018) og uddannet i Fokusering fra London Focusing i 2025. Siden 2019 har han fungeret som terapeut og mindfulness-instruktør og undervist både kommunalt, privat og i hospitalsmæssig sammenhæng. Han fordeler nu sin tid mellem arbejde i et smertecenter og sine egen private praksis, hvor han arbejder med terapi, fokusering og mindfulness.
Erik Ruben Reinholt Lassen
Erik er psykoterapeut MPF. og stifter af Ruben Instituttet. Han har videreuddannet sig inden for compassion i samarbejde med Aarhus Universitet m.fl. Derudover har han specialiseret sig i mindfulness og arbejder med at integrere nærvær, kropslig bevidsthed og følelsesmæssig fordybelse i terapeutiske processer.